Det er et af de første spørgsmål, en ny bestyrelse stiller, og svaret på nettet er som regel skrevet af et marketingbureau. Her er udgaven til en forening, et kor eller en forældregruppe uden markedsføringsbudget og med én frivillig til at skrive opslagene.
Den korte version
En side er en opslagstavle ud mod gaden. En gruppe er et rum med en dør. Foreningen har brug for, at begge opgaver bliver løst, men det er to forskellige opgaver, og fejlen er at prøve at få den ene til at løse den anden.
Det, en side er god til
En side er offentlig. Alle kan finde den, følge den og læse den uden at melde sig ind i noget. Det gør den til det rigtige sted til:
- det, en fremmed har brug for: hvor I holder til, hvornår I træner, hvordan man bliver medlem
- billeder og resultater, I gerne vil have, at hele byen ser
- rekruttering, især hvis I en sjælden gang betaler for at få et opslag længere ud
Kun dem, I gør til redaktører, kan slå op, så den holder sig ryddelig. Prisen er, at følgerne ikke ser alt. En side når ud til dem, Facebooks feed vælger at vise den til, og for en lille forening er det tit en brøkdel af følgerne. Medlemmer, der regner med at opdage på siden, at træningen er aflyst, ender i en tom hal.
Det, en gruppe er god til
En gruppe har medlemmer, og medlemmerne kan svare igen. Sæt den til privat, og I har et rum, hvor U14-forældrene kan spørge om samkørsel, uden at hele byen læser med. For en forening er det her, den rigtige samtale foregår:
- spørgsmål, svar, "er der andre, der kører fra nordbyen?"
- afstemninger og begivenheder
- administrator- og moderatorroller, spørgsmål til nye medlemmer og godkendelse af, hvem der kommer ind
Prisen er, at en gruppe stadig er et feed. Opslag kommer i den rækkefølge, algoritmen vælger, vigtige meddelelser synker under snakken, og et medlem, der ikke var online den aften, ser måske aldrig beskeden. Facebooks begivenheder giver "interesseret" og "deltager", og det er ikke det samme som at vide, hvem der faktisk dukker op.
Den typiske opsætning, og hvor den knækker
De fleste foreninger ender med begge dele: en side som hoveddør, en gruppe som klubhus. Det er en fornuftig opsætning, og for en lille forening, der mest slår en nyhed op i ny og næ, er den nok.
Den holder op med at være nok på et ret forudsigeligt tidspunkt. Gruppen runder hundrede medlemmer, der er flere hold eller udvalg i samme rum, og bestyrelsen opdager, at den slår det samme op tre gange, rykker for tilmeldinger i kommentarerne og holder medlemslisten et helt andet sted.
På det tidspunkt er spørgsmålet ikke længere "side eller gruppe". Det er, om et feed overhovedet har den rigtige form til det, der foregår inde i foreningen.
Tre spørgsmål, der afgør det
- Hvem er det til? Fremmede og offentligheden: side. Kun medlemmer: gruppe. Begge: begge, holdt tydeligt adskilt.
- Skal medlemmerne kunne svare? Hvis ja, bliver en side en kilde til frustration, for der kan de ikke.
- Skal nogen vide, hvem der kommer? Hvis ja, er ingen af dem bygget til det. En gruppe kommer tættere på, men I kommer til at tælle i hånden.
Hvor Joyn passer ind, ærligt
Behold siden. Offentlig rækkevidde er det ene, Facebook kan, og som en platform kun for medlemmer aldrig får, og masser af foreninger har siden som hoveddør og selve foreningslivet et andet sted. Det, der flytter, er gruppens opgave: meddelelser, alle medlemmer faktisk får, arrangementer med rigtige ja- og nej-svar, en gruppe pr. hold, og filer, der kan findes igen.
Hele sammenligningen, også de tilfælde hvor Facebook-gruppen stadig er det rigtige valg, ligger i alternativ til Facebook-grupper. Beslutter I jer for at flytte, er der en plan til én eftermiddag, der holder på medlemmerne.